Carl og Vera og Dragen i Skoven
På et slot langt ude på landet boede ridder Carl og prinsesse Vera. De var søskende, og selvom de skændtes om hvem der måtte sidde i den store stol, var de de bedste venner i hele verden.
En dag fandt de et gammelt kort i slottets tårn. Det viste en vej gennem Den Mørke Skov til en hemmelig skat. "Vi tager af sted!" sagde Carl og greb sit sværd. "Sammen," sagde Vera bestemt.
De vandrede ud fra slottet i morgensolen. Stien bugtede sig over grønne bakker, og fuglene sang, som om de ønskede dem held og lykke på rejsen.
Men da de nåede Den Mørke Skov, blev alt stille. Træerne stod så tæt, at solen ikke kunne komme igennem. Mærkelige øjne glimtede mellem stammerne.
Pludselig stod der en kæmpe drage foran dem! Den havde grønne skæl og øjne som glødende kul. Røg sivede ud af dens næsebor. Carl løftede sit sværd.
"Du skal ikke være bange for os!" råbte Carl tappert og stillede sig foran Vera. Hans sværd glimtede i månelyset. Men dragen kom ikke nærmere — den bare stirrede.
Vera lagde en hånd på Carls skulder. "Vent," hviskede hun. Hun kiggede på dragen og så det: den holdt en pote op mod sin kind. "Har du ondt i tanden?" spurgte Vera forsigtigt.
Dragen nikkede langsomt og lagde sig ned. Vera klappede den forsigtigt på snuden, og Carl fandt en urt fra skoven, som hans mor havde lært ham om. Da dragen mærkede urten, lukkede den øjnene og purred som en stor kat.
Fra den dag fulgte dragen dem hjem til slottet. Det viste sig, at den bedste skat ikke var guld eller ædelstene — det var en ven. Og Carl og Vera havde nu den mest utrolige ven af alle.
Om aftenen lå Carl og Vera i deres seng på slottet. Udenfor holdt dragen vagt, og dens bløde snorken fik hele slottet til at føles trygt og varmt.
~ Godnat, Carl. Godnat, Vera ~